En historie om depressionens mørke væsen.
For nogle år siden stod jeg på grænsen af en stor depression. Frustrationer over min uddannelse, min hverdag og kombineret med et meget lavt selvværd, var jeg virkelig langt ude.
Jeg var på få måneder gået fra at være en stille og rolig, rar og smilende fyr, til ligepludselig at fare op i det røde felt over de mindste bagateller. Jeg var i lære på daværende tidspunkt og klarede mig super godt. Der var ikke de ting jeg ikke kunne klare, indtil mørket begyndte at brede sig.
Jeg kunne ikke længere klare selv de nemmeste opgaver. Jeg var nødt til at sætte mig ned og lave en manual for, hvordan jeg ville løse min opgave. Step by step. Det føltes nedværdigende og mit dalende selvværd øgede den mørke fornemmelse i kroppen.
Det kulminerede en dag jeg skulle hjem fra arbejde. Jeg kører inde i byen og nærmer mig et lyskryds. Foran mig kører der en bil og sammen nærmer vi os det grønne lys. Det skifter til gult og han klodser bremserne og formår også at bremse inden stop linjen, hvilket betød at han ikke havde gjort noget forkert. Kan du stoppe ved gult lys, skal du jo stoppe.
Jeg lå ikke helt oppe i røven på ham, men jeg lå så tæt på at jeg selv var nødt til at bremse meget hårdt. Vi var på ingen måde ved at ramme hinanden, så dette er ikke en uhelds historie. Men på bagsædet af min bil, havde jeg en kasse med dåsesodavand stående… Den fløj igennem bilen og jeg havde cola OVERALT! Der er ingen tvivl om, at det var min egen skyld. Jeg skulle ikke have sat dem på bagsædet, men ikke desto mindre så blev jeg så rasende. Jeg var udmærket klar over, at det ikke var forankørendes skyld. Men vreden bulrede løs inden i mig og selv to timer efter jeg kom hjem, var jeg stadigvæk helt oppe at køre.
Det krævede ikke nogen doktorgrad at regne ud, at noget var helt galt med mig. Det kunne bare ikke passe, at jeg der normalt var så flink og venlig, nu var blevet til dette vrede monster.
Det var jo ikke kun min selvværd det gik ud over. Min familie og min kæreste stod jo model til alt dette.
Dagen efter tog jeg en samtale med min chef. Der skulle altså ske et eller andet nu. Min arbejdsplads var heldigvis rigtig gode til at hjælpe os lærlinge, så jeg blev sendt til firmaets psykolog der så ville hjælpe mig videre i rigtig retning.
Det blev et vendepunkt i mit liv.
Jeg begyndte til psykolog og gik der en gang i ugen i 6 ugers tid. Mellem hvert besøg fik jeg RIGTIG mange opgaver som jeg skulle løse på den ene eller anden måde. Det kunne f.eks. være, at jeg skulle gøre noget der virkelig overskred min “comfort zone” som f.eks. at lægge sig ned i 15 sekunder på gågaden eller andre lignende opgaver. Jeg fik ligeledes anbefalet at begynde til meditation, ikke fordi det ville kurere mit dårlige selvværd eller min depression, men det ville give mig mere ro i forhold til mine vredesudbrud.
Efter de seks uger var jeg et helt andet menneske, med et helt andet syn på hverdagen. Jeg begyndte at sige min mening til folk, jeg fandt mig ikke i hvad som helst og jeg skar de ting væk, der ikke bidrog positivt til min hverdag.
Den dag i dag går jeg stadig til meditation og har læst flere bøger om meditation, mindfulness, selvudvikling med mere og jeg føler VIRKELIG at det har givet mig en god ballast for tiden fremover. I dag er jeg bevist om, hvordan det føltes, når jeg begynder, at komme ud på et skråplan, og dermed er det i dag nemmere, for mig, at gøre noget ved det i opløbet.